mandag den 11. august 2014

Mane 'n Tail Shampoo og Conditioner


Prrrrrr, hold your horses, lassie. Now this one is all well and good!

Hvis du VIRKELIG vil være dus med dit dyr - i dette tilfælde din hest - så er dette lige shampooen for dig og Firben. Gør din hest og dit hår rigtig L'Oreal-lækkert. Fordi I fortjener det.

Mane 'n Tail Shampoo er i øjeblikket et større superhit i Hollywood og diverse modeblade internationalt. Denne überhypede shampoo skulle efter sigende stå i badeværelserne hos indtil flere kvindelige filmstjerner, der hævder at den giver både uovertruffen shine, blødhed og volume til håret. Måske fordi de alle sammen gerne ville have en hest, da de var 10, men aldrig måtte få en. Eller også havde de en nazi ridelærer, der grinede af dem, når de faldt af hesten. (Hvilket superstjerner aldrig gør - de er perfekte. Til ridning såvel som alt andet.)

Nuvel, uanset om du er to- eller firben er her en god guide til at bruge denne shampoo helt optimalt:

Hvis du er menneske:
Skyl håret, og vrid overskydende vand ud af håret. Fordel herefter shampooen med fingerspidserne. Mængden afhænger af, hvor langt og tykt dit hår er. Brug efterfølgende Mane 'n Tail Conditioner for det bedste resultat.

Hvis du er hest:
Du vil hurtigt opdage, at det er utroligt vanskeligt at fordele shampooen ordentligt, når du er et hovdyr. Få derfor din ejer til at hjælpe dig:
Skyl hesten (Undlad at vride den efterfølgende), og bland en passende mængde (afhængig af hestens størrelse) shampoo med vand i en spand. Brug derefter en svamp til at massere shampooen ind i pelsen, indtil der kommer en kraftig skum. Lad skummet virke i et par minutter og skyl derefter hesten.

Brug en haveslange til hesten. Til alt andet hår anbefales en bruser. Åh, og hvis du har en hårtørrer i hestestørrelse, er jeg sikker på at den vil sætte pris på det. Rigtig meget. Især om vinteren. (Er I klar over, hvor let vådt hår knækker i frostgrader?!) Alternativt kan du sende den ind i en vaskehal til biler og stille programmet på "Tørring af hest".

Derudover er der ingen sideeffekter ved denne shampoo. Altså hverken vrinsk eller tendens til trav, så du kan være ganske rolig, hvis du skulle få lyst til at få let og bouncy hår med let shine og ret blødt resultat. Så er Mane 'n Tail shampoo det oplagt valg!
Og det er ikke løgn. Trods en hvis portion skepsis fra denne bloggers side, holder denne shampoo faktisk hvad den lover. Endvidere er der ikke proppet det evigt-ulækre silikone-fis i. Jeg er fan!

Bonus-info: Hvis du ligesom jeg var vild med St. Ives' Æble-mynte shampoo som barn/ung, så minder duften faktisk lidt om den. Det var tæt på at være ren nostalgi i håret.

Og så er vi kommet til balsammen.
Mane 'n Tail balsam gør håret blødt og plejer det. Jeps, so far so good.
Men til mit lange, kraftige hår, er jeg ked af at sige, at der ikke er nær nok pleje i til at det funker.
Ikke sådan, at den er dårlig. Til fint eller normalt hår uden de store behov for dybdevirkende fugt er denne balsam helt og aldeles ideel. Den tynger ikke håret ned og den gør håret blødt og giver shine uden tyngde.

Men bruger du den på heste - så må du ikke skylle hverken halen eller manen efter du har puttet det i. Bare så du ved det. Brug i stedet en mængde svarende til, at ingen kan modstå det vaskeægte L'oreal-look og bare MÅ hen og sige hej til din hest, mens de stirrer misundeligt på dens blanke lokker!





fredag den 1. august 2014

Orofluido beauty elixir - hårolien du får lyst til at slikke af!



Før jeg prøvede denne Orofluido hårolie, var jeg en tilfreds bruger af den lyserøde hårolie fra Kerastase, der oser af fransk overdådighed - men som egentlig mest af alt er en silikonebaseret, snasket fætter, der dufter lidt af roser. Nuvel, man skal ikke undervurdere den franske sans for marketing, så selvfølgelig vil jeg give den så meget credit, at den i sandhed fik spidserne til at blive bløde. Silikone, you know... Kan gøre mange ting. Udover den sjat ægte olie, der var i skidtet.

Imidlertid var indholdet i den lyserøde flaske begyndt at lugte spøjst. Og så ved vi jo godt, at det er på tide at sige "hasta la vista sistah!" når den slags sker. Så ned i pedelspanden den kom - og direkte ind fra catwalken, direkte ned på hylden, svævede denne sag, med sensuel elegance og overlegent kattesmil på læben, mens hun gjorde et lille spjæt med halen. Yessir, her er en ÆGTE diva-olie, om jeg må be'!

Silikonebaserede hårolier er en ting - de rigtige hårolier er noget andet. Så meget kan jeg sige nu. Jeg har nu prøvet begge dele. Den tætteste konkurrent til Orofluidos olie er nok Morrocanoil, der er lige så tyktflydende, men denne her dufter altså bedre...

Forskellen på silikonebaserede olier og oliebaserede hårolier

Den gamle - altså Kerastase-dåsen - havde en grum tendens til at klistre på fingrene, også selvom jeg prøvede at vaske grabberne i varmt vand bagefter. Både håndklædet og tøjet fik resterne af "olien" - til stor fortrydelse for mine skjorter og håndklæderne. Ok, den farver dem ikke, men træls alligevel.
En meget stor del af denne olie består af silikone, som lægger sig udenpå håret i et par dage, indtil du vasker håret igen. Til gengæld trænger den ikke rigtigt ind i håret, men lægger sig som en letvægtskarklud udenpå.

Da jeg fik mine lange gulerødder på denne her olie til gengæld... uha-uha-uha.
Der er en verden til forskel. Orofluido Beauty Elixir består af 3 forskellige slags olier: Argan-olie (og det ved vi jo allesammen er blevet udråbt til hele verdens NO 1 awesome-agtige skønhedstip), cypress-olie og hørfrø-olie.

Alle olierne kommer fra naturlige ingredienser, og det betyder, at deres molekyler er nogle sindssygt awesome fætre, som trænger lynhurtigt ind i håret uden at lægge sig i kø udenfor i soveposer og campingstole. Det er lige før jeg ville sige du kan bruge den på huden. Eller på det knirkende dørhåndtag. Hvad du nu lige kan finde på. Men mest af alt gør de hårstråene ufattelig taknemmelige. Især hvis du putter skidtet i håret.
Samtidig indeholder alle olierne essentielle fedtsyrer og du ved, hvad Arne Astrup siger... Så spis - øh, tilsæt - du bare den daglige olie til dit hårmåltid, og så er alle glade. Ihvertfald dit hår. Og dig.
Forhåbentlig.

Resultat?

De fleste hårolier kan bruges i både vådt og tørt hår. Jeg bruger det typisk i håndklædetørt hår efter badet. Og da jeg brugte Orofluido-snasken gloede jeg godt nok en ekstra gang: Ikke nogen fedtede hænder. Ikke nogen klamme håndklæder. Ikke noget fedt på tøjet. Det hele trænger ind, og gør mine hænder lækre bløde bagefter som en bonuseffekt. Og når du hælder den lille gule klat ud i klør fem... så skyd mig, hvis ikke en lille del af dig har lyst til at tage en prøvesmagning. Det dufter simpelthen uimodståeligt af vanilje og slik :P

Efter 3-4 ugers brug ved jeg nu:

  1. At der fandenfisme er forskel på hårolier, der er silikonebaserede og så de RIGTIGE hårolier, der rent faktisk består af reelle olier.
  2. At Orofluido dufter som noget, der burde forbydes, for jeg har lyst til at spise det, hver gang det verdamte låg kommer af...
  3. At jeg aldrig-aldrig-aldrig mere har lyst til at bruge Kerastase hårolie. 

Olien kan fås i både 50 og 100 ml. Orofluido producerer desuden både shampoo, hårmasker og shine-spray - alle med de samme lækre ingredienser i. Jeg har ikke prøvet dem - men kunne forestille mig, at især hårmaskerne kunne være idelle efter sådan en omgang sommerferie, hvor håret har været dyppet i både salt- og poolvand. Jeg kan dog ikke love, at grønt poolhår vil blive glad igen. Det må du snakke med din frisør om. Og måske din pengepung.